Kontakt Udskriv Print PDF Læs højt Større skrft Sitemap
 

Bymønster og byformål


Allerød Kommune rummer to sammenhængende byområder Lillerød-Blovstrød og Lynge-Uggeløse og derudover Vassingerød Industriområde. I det følgende beskrives områderne hver for sig.

Lillerød-Blovstrød 

Lillerød Bymidte er både byområdets og hele kommunens kulturelle og handelsmæssige centrum. Bymidten er vokset op omkring Allerød Station, og er den eneste bydel i kommunen, som har en mere ”bymæssig” karakter.

Bymidten ligger indenfor det såkaldte stationsnære kerneområde, og det begrunder, at der planlægges for en høj bebyggelsestæthed.

De ældste og kulturhistorisk mest værdifulde byområder er de bevarede dele af Lillerød landsby og Blovstrød landsby med hver sin landsbykirke og kirkeomgivelser.

Rundt om de oprindelige landsbyer er vokset nyere byområder med hovedsagelig åben og lav boligbebyggelse. Dog findes der også enkelte etagehusbebyggelser.

Bydele
Lillerød-Blovstrød byområde opdeles i 6 bydele: Lillerød Bymidte, Lillerød bydel, Engholm bydel, Ravnsholt bydel, Skovvang bydel og Blovstrød bydel.

Fælles for bydelene er, at de lokale skoler udgør det fælles samlingspunkt for hver bydel. Undtagelsen er Lillerød Bymidte som i den sammenhæng er tilknyttet Lillerød bydel.

Detailhandel
Lillerød Bymidte er som nævnt hele kommunens og dermed også Lillerød-Blovstrøds detailhandelscenter.

I Engholm bydel ligger Vestcentret med en større dagligvarebutik m.m., og i erhvervsområdet Engholm ligger en dagligvarebutik. Vestcenteret fungerer som bydelscenter. 

Skovvang bydel har lokal dagligvarebutik ved Poppelvej, og der er ikke planer om yderligere butikker i bydelen.

I Blovstrød er der dagligvarebutik  Kongevejen/Byagervej og der er planlagt for lokal dagligvarebutik ved Blovstrød Kro.

I den nye bydel mellem Lillerød og Blovstrød ligger et større byggemarked.

Boligområder
Langt størstedelen af boligområderne er bebygget med åben lav bebyggelse. Byrådet ønsker at give mulighed for fortætning i disse områder, specielt i de områder, der ligger tættest ved stationen.

Mange af boligerne har et stort energiforbrug, som byrådet gerne ser nedbragt, og derfor ses der positivt på initiativer, der kan bidrage til større bæredygtighed.

I Skovvang bydel ligger kommunens største samlede etagehusområde, som er opført efter en samlet plan i begyndelsen af 60'erne.

På nordsiden og østsiden af Børstingerød-kilen ligger ligeledes etagehusbebyggelser. Herudover er der etagehusbebyggelse i Lillerød Bymidte og mindre etagebebyggelser i tilknytning til eller i nærheden af bymidten.

Erhvervsområder
Borupgård er det største erhvervsområde i Lillerød-Blovstrød, og der er lokalplanlagt for en fortætning i området, 

Engholm erhvervsområde ligger i Engholm bydel og er stort set fuldt udbygget.

I den nye bydel mellem Lillerød og Blovstrød ligger forskellige enkeltstående erhvervsvirksomheder, som kommuneplanen medvirker til at skabe bymæssig sammenhæng imellem, og områderne på begge sider af Sortemosevej udlægges til blandet bolig- og erhvervsformål.

Skoler og kirker
Skolerne udgør som nævnt centrum i de enkelte bydele, og arealudlæggene til skolerne og deres idrætsanlæg fastholdes som områder til offentlige formål.

Der er tre kirker med kirkegårde i Lillerød-Blovstrød: De to gamle landsbykirker i Lillerød og Blovstrød og den nyere Engholm kirke.

Nye byområder

Trekløvermodellen er den overordnede struktur for Lillerød-Blovstrød byområde, og som udfyldning af det tredje kløverblad planlægges den nye bydannelse Ny Blovstrød mellem Lillerød og Blovstrød.

Bydannelsen skal skabe sammenhæng mellem de store bygningsvolumener, som allerede er i området, og samtidig videreføre Blovstrøds smukke byafgrænsning fra østsiden af Kongevejen til vestsiden med respekt for de landskabelige kvaliteter som findes i området.

Det er byrådets mål, at bydelen skal være CO2 neutral, og det betyder bl.a., at bilen så vidt muligt fravælges som transportmiddel. Derfor skal mulighederne udnyttes optimalt for at skabe gode stiforbindelser til Allerød Station, Lillerød Bymidte og Blovstrød med skole, kirke m.m..  Der bygges tæt, og  bygningerne opføres med henblik på lavt energiforbrug.

Lynge-Uggeløse

Lynge-Uggeløse ligger i den vestlige del af kommunen og er vokset sammen af de to tidligere selvstændige landsbyer Lynge og Uggeløse.

Centrum i byområdet er Lynge Bytorv ved Hillerødvej.

De ældste og kulturhistorisk mest værdifulde byområder er de bevarede dele af Lynge landsby og Uggeløse landsby med hver sin landsbykirke og kirkeomgivelser.

Bydele
Lynge-Uggeløse udgør én bydel, hvor Lynge skole er det fælles samlingspunkt for borgerne.

Detailhandel
Lynge Bytorv er byområdets detailhandelscenter, og herudover er der et mindre område med butikker og servicevirksomheder ved Lynghøjvej.

Boligområder
Boligområderne i Lynge-Uggeløse er helt overvejende bebygget med åben lav bebyggelse. Der er dog også enkelte rækkehusområder og lignende tæt lav bebyggelse.

Mange af boligerne har et stort energiforbrug, som byrådet gerne ser nedbragt. Derfor ser byrådet positivt på initiativer, der kan bidrage til større bæredygtighed i de forskellige områder.

Kun på Lynge Bytorv findes enkelte etageboliger over butikkerne.

Skole og kirker
Lynge skole udgør som nævnt samlingspunktet i Lynge Uggeløse bydel, og arealudlægget til skolen fastholdes.

Lynge og Uggeløse har hver sin landsbykirke med kirkegård.

Nye byområder
Ved Julemosegård udlægges et areal til ny boligbebyggelse, fortrinsvis rækkehuse. Ved udformning af området tages hensyn til beliggenheden på kanten af natur- og fritidsområdet.

Vassingerød 

Vassingerød Industriområde er kommunens største erhvervsområde. Området strækker sig langs med Nymøllevej fra Slangerupvej i syd til Farremosen i nord.

I området kan placeres virksomheder, som har særlige beliggenhedskrav, f.eks. virksomheder, der skal ligge i større afstand fra boliger på grund af støj eller lugt.

Især den sydligste og ældste del af området trænger til en vis opgradering.

I tilknytning til industriområdet ligger Vassingerød landsby og boligområdet ved Bøgevangen. Herudover er der boliger langs østsiden af den sydligste del af Vassingerødvej. Disse boligområder giver begrænsninger på, hvilke virksomheder, der kan lokaliseres i industriområdet.

Nyt erhvervsområde

I trekanten mellem Hillerød motorvejen Nymøllevej og Farremosen udlægges et cirka 33, 5 ha stort område til transport- og distributionserhverv og til virksomheder, der stiller særlige beliggenhedskrav. Der foretages en zonering af området i forhold til afsatnd til boliger i områdets nærhed. 

 

 

Kommuneplanen er vedtaget af Allerød Byråd den 19. december 2013.

Hovedstrukturkort: Bymønster og byformål

 

HVAD GÆLDER FOR MIG?
Søg via kort
Søg via adresse / matrikelnr.

 
 

LÆS MERE
Planstrategi 2011
Statusnotat 2011
Analyse af detailhandel 2009