kontakt udskriv pdf-udgave læs op forstør oversigt
 

Indledning


Rapportens opbygning
Miljørapporten er overordnet struktureret med udgangspunkt i de rammeområder, hvori der i den indledende identificering af planændringer er konstateret ændringer. Planændringerne er grupperet indenfor temaerne Byudvikling i Bymidten, Detailhandel, Nye boligudlæg og Landområderne.

Inden for hvert område behandles de indholdsmæssige ændringer, der sker i kommuneplanen i forhold til det tidligere plangrundlag, og de væsentlige miljøpåvirkninger, som er afgrænset i scopingen. Vurderingen beskrives med udgangspunkt i miljøstatus, 0-alternativet og relevante miljøbeskyttelsesmål.

Relevante miljøbeskyttelsesmål er hentet fra Statslige interesser i kommuneplanlægningen, relevant sektorlovgivning samt kommunens egne miljømål fra hhv. Planstrategi 2007 og Greencities samarbejdet.

Resultatet af vurderingen er anbefalinger til den igangværende kommuneplanlægning samt anbefalinger til opmærksomhedspunkter i den planlægning og forvaltning, der er afledt af kommuneplanen.

Afslutningsvis gives forslag til, hvordan potentielle miljøkonsekvenser kan overvåges i fremtiden.

Miljøvurderingens lovgrundlag
Miljøvurderingen har hjemmel i lov om miljøvurdering af planer og programmer med senere ændringer, der har til formål at sikre et højt miljøbeskyttelsesniveau og bidrage til at integrere miljøhensyn ved udarbejdelsen og vedtagelsen af planer og programmer, som kan påvirke miljøet væsentligt.

Lovens § 3, stk. 1 stiller krav om, at visse planer og programmer, som tilvejebringes i medfør af lovgivning, skal miljøvurderes. Det gælder, når planen muliggør anlægstilladelser til projekter omfattet af lovens bilag 3 og 4, når planen kan påvirke internationale naturbeskyttelsesinteresser, eller hvis planen på baggrund af en screening vurderes at kunne påvirke miljøet væsentligt. Ved planrevisioner er kun ændringer omfattet af miljøvurderingskravet. Det er planmyndigheden, der træffer afgørelse om, hvorvidt en plan er omfattet af § 3, jf. lovens § 4. Allerød Kommune har afgjort, at der skal gennemføres en miljøvurdering af kommuneplanrevisionens ændringer i henhold til § 3, stk.1.

Nærværende miljørapport er udarbejdet i overensstemmelse med lovens § 7, hvori der stilles krav til miljørapportens indhold og afgrænsning. Som en del heraf har Allerød Kommune forud for miljørapportens udarbejdelse lavet en afgrænsning af miljøvurderingen gennem en scoping, der har været i høring hos berørte myndigheder, jf. § 7, stk. 4.

Miljøvurderingens fem faser
Når der er truffet afgørelse om, at der skal gennemføres miljøvurdering, indledes miljøvurderingsprocessen, der samlet set består af fem faser:

Første fase bruges til at fastlægge indholdet af miljøvurderingen (scoping) og høre berørte myndigheder for at afdække relevant viden i arbejdet med miljøvurderingen.

Anden fase består i selve miljøvurderingen og udarbejdelse af miljørapporten. Miljøvurderingen indeholder en beskrivelse og vurdering af planens sandsynlige indvirkning på de miljøparametre, der er afgrænset ved den forudgående scoping. Bilag 1 til loven angiver minimumskravet til rapportens indhold. Kravet til kvalitet og omfang skal ses i lyset af, hvad der med rimelighed kan forlanges og svarer til planens detaljeringsniveau.

Tredje fase er høringsfasen, hvor offentligheden og berørte parter får mulighed for at udtale sig om forslag til kommuneplan og miljøvurderingen.

Fjerde fase består i planens endelige godkendelse eller vedtagelse, planmyndighedens sammenfattende redegørelse og dennes offentliggørelse sammen med offentliggørelsen af den vedtagne plan.

Femte fase er den opfølgende overvågning af planens miljømæssige konsekvenser i overensstemmelse med det overvågningsprogram, der fastlægges i forbindelse med den endelige vedtagelse af planen med udgangspunkt i miljøvurderingen.

Afgrænsning og detaljeringsgrad
Miljøvurderingen omfatter de ændringer, som kommuneplanrevisionen medfører i forhold til det tidligere plangrundlag, og som sætter rammer for fremtidig forvaltning i kommunen. Den indledende scoping har behandlet alle indholdsmæssige ændringer i den reviderede kommuneplans retningslinjer samt rammer for byudvikling til bolig- og erhvervsformål. Scopingen er lavet med udgangspunkt i det brede miljøbegreb, jf. lovens § 1og bilag 1, punkt f og angiver både forventede positive og negative effekter.

Miljøvurderingen arbejder med en detaljeringsgrad, der er i overensstemmelse med kommuneplanens planlægningsniveau og detaljeringsgrad. Det vil sige, at vurderingen forholder sig til kommuneplanens rammer og overordnede udviklingsstruktur.

Vurderingsmetode
Miljøvurderingen af de afgrænsede emner sker på baggrund af eksisterende, tilgængeligt materiale, herunder gældende plangrundlag, temaplaner, tilgængelig GIS og øvrigt tilgængeligt vidensgrundlag. Der er således ikke udarbejdet nye registreringer, analyser eller lignende i vurderingsarbejdet.

Anbefalinger til afværgeforanstaltninger
Formålet med miljøvurderingen er at sikre, at planen ikke vil påvirke parametre i det brede miljøbegreb væsentligt negativt. Ved behandlingen af de enkelte delområder i miljøvurderingen vil der derfor blive opstillet anbefalinger med henblik på at undgå, minimere og/eller kompensere for negative påvirkninger af miljøet. Anbefalingerne vil både være målrettet selve kommuneplanrevisionen samt den afledte planlægning og forvaltning.

Usikkerhed i materialet
Miljøvurderingens indhold, kvalitet og omfang skal ses i lyset af, hvad der med rimelighed kan forlanges ud fra den aktuelle viden og brug af gængse metoder samt ud fra planens detaljeringsniveau.

 

HVAD GÆLDER FOR MIG?
Søg via kort
Søg via adresse
Søg via matrikelnummer

 
 

LINKS
Statslige interesser 2009.pdf
Planstrategi 2007.pdf
Greencities.pdf