Miljøvurdering
Landskaber Tilstanden og arealanvendelsen i områder med landskabelige værdier må kun ændres, såfremt det ud fra en konkret vurdering kan ske uden at forringe de særligt værdifulde sammenhængende landskabelige helheder eller enkelt elementer. Ændringer kan dog ske som led i forbedring af områdets landskabsværdier eller i medfør af allerede gældende bestemmelser i en fredning eller lokalplan.
Yderligere gælder det, at der inden for de landskabeligt værdifulde områder som hovedregel ikke må planlægges eller gennemføres byggeri og anlæg eller inddrages arealer til eksempelvis byudvikling.
For området ved Bøgevang er ændringen af det udpegede område sket, idet området er bebygget, hvorfor udpegningen ikke synes relevant.
Udvidelsen af det udpegede landskabeligt værdifulde område ved St. Rosenbusk og få andre steder i kommunen vurderes at være en positiv gevinst for bevaring og beskyttelse af landskabsværdierne.
Biologi Det er et nationalt mål, at der arbejdes for at skabe større sammenhængende naturområder, idet en af de største trusler mod en varieret og værdifuld natur er, at levestederne er for få, for små og for spredte. Naturen og den biologiske mangfoldighed skal beskyttes ved at bevare og sikre økosystemer for at forbedre og genskabe levesteder for hjemmehørende planter og dyr. De økologiske forbindelser mellem naturområderne skal udbygges og suppleres ud fra økologiske kvalitetsmål for forbindelserne. Arealer med potentielle naturkvaliteter skal identificeres med henblik på at kunne prioritere en eventuel gradvis retablering til naturområder og en forbedret sammenhæng mellem naturområder samt etablering af større sammenhængende naturområder.
Børstingerød Mose er ændret fra spredningskorridor til kerneområde på grund af dets store naturværdi. Derudover er der tilføjet tre nye potentielle kerneområder (Lynge Grusgrav, St. Rosenbusk, Kollerød Lergrave), som ved målrettet pleje kan udvikle sig til vigtige levesteder for dyr og planter. Regionplanens retningslinjer er i al væsentlighed videreført. Der er dog tilføjet retningslinjer vedrørende naturpleje mv.
Samlet set vurderes det, at udpegningen af de nye kerneområder, herunder også Børstingrød Mose, kan bidrage til at fremme den biologiske mangfoldighed ved at værne om naturen og sikre områder med biologiske bevaringsværdier.
Tiltagene vurderes endvidere at kunne medvirke til at nå GreenCities-målene om at bremse tilbagegangen i den biologiske mangfoldighed og øge antallet af prioriterede arter, herunder bilag IV-arter.
Lavbundsområder Hensigten med udpegningen af lavbundsarealer er at bevare eksisterende vådområder og sikre muligheden for at skabe nye vådområder gennem vandstandshævning.
I lavbundsarealer skal landbrugsdriften søges ekstensiveret og vandstanden hæves med henblik på at reducere næringsstofudvaskningen, forbedre forholdene for de vilde dyr og planter og skabe vandreservoirer for at kunne imødegå klimaforandringer.
Vådområder har mange fordele, idet de renser vandmiljøet for næringsstoffer, skaber vigtige levesteder og spredningsveje for dyr og planter og reducerer udledningen af drivhusgasser fra lavbundsarealerne. Derudover kan lavbundsarealerne fungere som vandreservoirer, når stigende regnmængder fremover skal håndteres. Dermed er de en del af kommunens muligheder for klimatilpasning, da de kan afbøde konsekvenserne ved ekstrem regn.
Ved at udlægge området omkring Kollerød Sø til lavbundareal sikres muligheden for at genetablerer søen, hvorfor ovennævnte positive effekter vil kunne opnås. Udlægget vurderes desuden at kunne bidrage til at nå GreenCities-målene om at bremse tilbagegangen i den biologiske mangfoldighed og øge antallet af prioriterede arter, herunder bilag IV-arter.
Jordbrug Udpegningen af de særligt værdifulde jordbrugsområder er i forhold til Regionplan 2005 reduceret, enten fordi de har ligget helt op til bymæssig bebyggelse eller sårbare naturområder, som ikke er forenelige med intensiv landbrugsproduktion, eller som følge af deres beskedne omfang, som ikke ville have en reel betydning for udvikling af jordbrugserhvervet.
Reduktionen i området udlagt til jordbrugsformål vurderes derfor at være ubetydelig for muligheden for bevarelse af et bæredygtigt jordbrug, der kan producere fødevarer til både hjemmemarkedet og til eksport.
Skovrejsning Det nuværende skovareal i Allerød Kommune er 22 %, hvilket er langt over gennemsnittet på 12 %. Med de foreslåede ændringer øges det samlede areal, hvor skovrejsning er ønsket.
Alle de foreslåede ændringer vurderes at være miljømæssigt velbegrundede, og de vurderes at medføre en positiv forbedring for de landskabelige interesser, friluftslivet og grundvandsbeskyttelsen.
Friluftsliv og rekreative interesser Generelt vurderes det positivt for friluftslivet og de rekreative interesser at udlægge nye arealer til både kolonihaver, friluftsområder og rekreative stier.
De nye friluftsområder ved Ny Blovstrød og i Lillerød Vest vurderes at have en uproblematisk placering i forhold til karakteren af de landskaber, de er udpeget i. Udlæggene til kolonihaveformål ved Ny Blovstrød ligger mindre end 4 km fra stationen, og der er god adgang til områderne for cyklister. Placeringen vurderes endvidere ikke at stride mod andre planinteresser.
De nye arealudlæg, herunder især friluftsområdet i Lillerød Vest, er i risiko for støjpåvirkning fra nærliggende veje. Det skal derfor i den videre planlægningsproces sikres, at Miljøstyrelsens vejledende grænseværdier for støj kan overholdes i planområderne ved støj fra veje.
Overskrides Miljøstyrelsens vejledende grænseværdier for støj skal der så vidt muligt gennemføres foranstaltninger til afhjælpning af støjgenerne, f.eks ved etablering af støjvolde, "grønne" støjskærme og støjdæmpende asfalt.
På baggrund af GreenCities-målene er der indføjet en retningslinje i kommuneplanen, der fastlægger at de nye kolonihaver skal drives efter økologiske principper, dvs. uden brug af sprøjtemidler, med begrænset brug af gødning og med vanding fra regnvandsopsamling, hvilket vurderes at være positivt over for miljøet, herunder grundvandsressourcen.
De nye arealudlæg til rekreative stier er typisk beliggende i det åbne land, hvor der kan være beskyttede naturtyper i henhold til naturbeskyttelseslovens § 3, værdifulde landskaber, geologiske interesser mv. I forbindelse med den videre detailplanlægning skal det derfor sikres at anlæggene af stierne kan ske uden væsentlige konsekvenser for de landskabs- og naturinteresser der findes. Ved interessekonflikter skal der gennemføres afhjælpende foranstaltninger for at imødegå disse.
Vindmøller Store vindmøller kan påvirke landskabets karakter og oplevelsen heraf væsentligt både i kraft af deres markante størrelse samt reflekterende overflade. Visse landskaber er særligt sårbare. Det gælder især store uforstyrrede landskaber samt landskaber, der i øvrigt byder på visuelle oplevelsesmuligheder betinget af kulturhistoriske landskabsmønstre, geologiske strukturer, naturområder mv.
De udpegede vindmølleområder vurderes at have en overvejende uproblematisk placering i forhold til karakteren af de landskaber, de er udpeget i. Ingen af områderne er beliggende i områder med landskabelige værdier.
De indlagte retningslinjer for møllernes højde og antal betyder, at det er et krav, at der udarbejdes og godkendes en redegørelse om vurdering af virkninger for miljøet (VVM) i forbindelse med konkrete vindmølleprojekter indenfor områderne.
En VVM-redegørelse belyser vindmøllernes konsekvenser for miljøet i bred forstand. Eksempelvis belyses konsekvenserne for landskabet gennem visualiseringer. Der redegøres i den forbindelse særligt for samspillet med andre vindmøller, højspændingsledninger mv. som er synlige i det omgivende landskab.
VVM-redegørelsen belyser desuden konsekvenserne for naturen i områderne, herunder konsekvenser for de internationalt beskyttede Natura 2000-områder samt de såkaldte bilag IV-arter, der er omfattet i EF´s habitatdirektiv. Der skal i den forbindelse være særlig fokus på ørne, padder og flagermus. Der må nemlig ikke gennemføres projekter, der forringer arternes levevilkår. Anden beskyttet natur og kommuneplanens biologiske kerneområder, spredningskorridorer, potentielle spredningskorridorer, værdifulde naturområder indgår også i konsekvensvurderingen for naturdelen.
VVM-redegørelsen belyser også gener som støj og skyggetimer. Det er således et krav, at Miljøministeriets bekendtgørelse om støj fra vindmøller overholdes.
Kommuneplanen er vedtaget af Allerød Byråd d. 16. december 2009 |