kontakt udskriv pdf-udgave læs op forstør oversigt
 

Mågevang


Det nye boligudlæg (SK.B.06) er beliggende umiddelbart nord for det eksisterende boligområde Mågevang og Meisevang på kanten af Lillerød Nord. Området er i dag beliggende i landzone og udgøres af spredt bebyggelse og grønne marker, der typisk anvendes til afgræsning. Der udlægges mulighed for opførelse af 30 rækkehuse i området.

Det nye boligområde nord for Mågevang skal udformes i sammenhæng med de eksisterende boligområder syd for og med en klar afgrænsning af byen mod nord. Der skal planlægges grønne områder som forbindelse mellem eksisterende og nye boligområder.

I rammeområdet er miljøvurderingen afgrænset til at behandle følgende miljøparametre:

  • Natur, skov og landskab
  • Grundvand
  • Støjpåvirkning ved boliger fra vej

Miljøstatus

Natur, skov og landskab
Området er i dag beliggende landzone og består af åbne marker omkring enkelte landboliger. Området omfatter tre mindre vandhuller, hvoraf to er beskyttet af naturbeskyttelseslovens § 3. Rundt om de to beskyttede søer er et 20 m bælte udpeget som særligt følsomt landbrugsområde (SFL).

Store Dyrehave og Tokkekøb Hegn kaster 300 m skovbyggelinier ind over den nordlige og østlige del af området.

Det nye boligudlæg er en del af landskabskarakterområdet Skovryggen, der er karakteriseret ved et bakket dødislandskab, der udover store skove indeholder markante skovbryn, lysninger med ekstensiv landbrugsdrift, spredt buskbeplantning og moser med højt naturindhold samt spredt sommerhus og helårsbebyggelse. Området er oplevelsesrigt på grund af dets store variation i terræn, natur og arealanvendelse.

Den nordlige afgrænsning af området grænser op til den udlagte transportkorridor, men berører den ikke. Området skæres af en 132 kV højspændingsledning.

Grundvand
Området er udpeget som område med særlige drikkevandinteresser (OSD).

Støj
I rammeområde vurderes den væsentligste påvirkning vedrørende støj at være støjpåvirkning af de nye boliger fra Frederiksborgvej.

0-alternativ
Såfremt der ikke foretages ændringer i forhold til den tidligere planlægning, vil retningslinierne i Regionplan 2005 samt eksisterende kommuneplanrammer være gældende. Nye områder til boliger er foreslået på baggrund af befolkningsprognoser for kommunen, der forudser et behov herfor. Hvis ændringerne ikke gennemføres, må der forventes at blive et behov for nye arealudlæg i planområdet indenfor næste planperiode i form af kommuneplantillæg.

Miljøvurdering

Natur, skov og landskab
I området findes to vandhuller, som er beskyttet af naturbeskyttelseslovens § 3. I forbindelse med den videre planlægning af området bør søerne besigtiges med henblik på at vurdere deres naturmæssige tilstand samt påvirkninger af den ønskede plan. Vandhullerne kan med fordel indarbejdes i det nye boligområde som grønne elementer som en del af en sammenhængende grøn struktur i området med forbindelse til andre naturområder.

Skovområderne Tokkekøb Hegn og Store Dyrehave øst for området er omfattet af 300 m skovbyggelinier. Formålet med byggelinien er blandt andet at sikre skoven som et fritliggende element i landskabet. I dette område ligger der i forvejen bebyggelse tæt op til skoven. Det vurderes derfor at det nye boligudlæg ikke vil påvirke oplevelsen af skoven væsentligt. Det kræver dog dispensation fra naturbeskyttelseslovens § 17, hvis der skal bygges inden for skovbyggelinien. Øst for det nye boligområde bevares et område med marker og små søer mellem to skovområder.

Etablering af boliger vil ændre områdets fremtoning. Udbygningen af området i kanten af det eksisterende boligområde ved Mågevang samt det eksisterende erhvervsområde Borupgård på den anden side af Frederiksborgvej vil på grund af beliggenheden ikke afskære andre åbne arealer fra den landskabelige og grønne sammenhæng. Påvirkningen af de landskabelige forhold kan begrænses med en velovervejet bearbejdning af overgangen til det nyudlagte boligområde med grønne arealer. 

Grundvand
Ændring af arealanvendelsen fra landbrug til boliger vurderes at være en forbedring, i forhold til at området er udpeget som område med særlige drikkevandsinteresser. Der vurderes at være mindre risiko for påvirkning af grundvandet ved boliger.

Støj
Etablering af flere boliger i området vil generere mere biltrafik. Kommuneplanen åbner mulighed for etablering af 30 rækkehuse. Med udgangspunkt i modeltal antages hver bolig at udløse 4 daglige bilture, hvilket svarer til 120 bilture pr. dag. Den øgede trafik, der er relativ begrænset, vurderes ikke at medføre problemer i forhold til trafikbelastning og -afvikling i området.

Boligformål er støjfølsom anvendelse. Boligerne kan blive påvirket af støj fra Frederiksborgvej. Ved lokalplanlægning af området skal det sikres, at Miljøstyrelsens vejledende støjgrænser for boligområder overholdes for eksempel ved etablering af støjdæmpende foranstaltninger, som "grønne" støjskærme, støjdæmpende asfalt, nedsættelse af trafikhastighed eller lign.

Anbefalinger/opmærksomhedspunkter

Natur, skov og landskab
I forbindelse med den mere detaljerede planlægning af området anbefales indarbejdet bestemmelser, der sikrer en sammenhæng med de eksisterende boligområder syd for og med en klar afgrænsning af byen mod nord.

Yderligere bør der arbejdes med beplantning som afgrænsende element mellem eksisterende og nye boligområder.

Trafik og støj
I forbindelse med detailplanlægningen af området, bør der foretages beregning af den fremtidige støjpåvirkning af boliger, så de vejledende grænseværdier sikres overholdt eventuelt ved etablering af støjafskærmning.

 

Kommuneplanen er vedtaget af Allerød Byråd d. 16. december 2009

 

HVAD GÆLDER FOR MIG?
Søg via kort
Søg via adresse
Søg via matrikelnummer

 
 

LINKS
Regionplan 2005.pdf